Ronald McDonald Børnefond
Ronald McDonald BørneFond blev stiftet i 1991 af McDonald's Danmark. Fonden har det almennyttige formål at yde støtte til velgørende, uddannelsesmæssige og videnskabelige formål til gavn for børn.

Fonden står bag Danmarks første Ronald McDonald Hus, der blev opført i 2002. Her kan familier med alvorligt syge børn bo, mens barnet er indlagt på Rigshospitalet.

Fondens primære formål er at støtte etableringen og driften af et eller flere Ronald McDonald Huse. På nuværende tidspunkt kan Fonden ikke søges til andre formål, da alle Fondens midler går til Ronald McDonald Hus.

En stor del af pengene får Fonden fra de gæster i McDonald's restauranter, som lægger penge i de indsamlingsbøsser, der står fremme på disken. McDonald's Danmark ApS er Fondens hovedsponsor. Desuden bidrager andre virksomheder og samarbejdspartnere til Fonden.

De indsamlede midler går ubeskåret til Ronald McDonald BørneFonds arbejde, idet McDonald's Danmark ApS dækker alle Fondens administrative omkostninger.

Kontakt fondens sekretariat på telefon 35 24 50 00 for yderligere oplysninger.

Ronald McDonald Børnefond Charity Golf Cup
Fonden afholder årligt golfturneringen Ronald McDonald Børnefond Charity Golf Cup for at skaffe penge til driften af Ronald McDonald Hus. Her stiller danske golfstjerner gratis op og tilbyder både træning af de tilmeldte gæster samt opvisning. Desuden hjælper en række sponsorer med både mad, præmier og flotte gaver til den efterfølgende auktion.

World Children's Day
Hvert år den 20. november fejres World Children's Day på McDonald's i hele verden.

Det er en festdag, hvor man samler penge ind til støtte for projekter til fordel for børn. I Danmark er det Ronald McDonald Hus, der får glæde af det indsamlede beløb.

I dagene op til den 20. november laver McDonald's indsamlingsaktiviteter i samtlige 83 restauranter landet over til fordel for Ronald McDonald Hus.

Den 20. november er der særlige familie- og børnevenlige aktiviteter i restauranterne, ligesom McDonald's donerer 5 kr. pr. solgte Happy Meal på World Children's Day til støtte for Ronald McDonald Hus.

Ronald McDonald Hus
Ronald McDonald Hus blev bygget i 2002 og er et hjem uden for hjemmet for familier til alvorligt syge børn, der er indlagt på Rigshospitalet.

Huset er en oase for familier, som på grund af barnets sygdom er bekymrede og urolige og har svært ved at få privatlivet til at hænge sammen, fordi de tilbringer så meget tid på hospitalet. Når de bor i Huset, kan de fastholde de daglige rutiner og samtidig støtte og hjælpe både det syge barn og hinanden.

I Huset hersker en atmosfære af respekt, hjælpsomhed, omsorg og varme, der hjælper både voksne og børn igennem en svær tid.

Der kan bo 12 familier ad gangen i Huset. Hver familie har eget værelse og badeværelse, og de sørger selv for rengøring, indkøb, madlavning og vask.

Fælleslokalerne holdes af det faste personale i samarbejde med de mange frivillige, der arbejder i Huset.

Husets hjerte er det store køkken, hvor hver enkelt familie har eget køleskab, fryser og kolonialskab. Desuden rummer Huset flere hyggelige stuer med fjernsyn, et stort legerum, en computercafé og en stor lys spisestue.

Alt sammen faciliteter, der giver mulighed for at slappe af med familien, ordne praktiske ting eller tale med personalet, de frivillige eller de andre beboere.

I Huset lægges der desuden meget vægt på at gøre en særlig indsats for de raske søskende, som kan have det svært, mens deres bror eller søster er indlagt.

Den daglige ledelse varetages af Karen Bjørløw Jacobsen, som er uddannet sygeplejerske.

Facts om Ronald McDonald Hus
- Huset blev indviet i september 2002 og har plads til 12 familier ad gangen.
  • Godt 1200 familier har boet i Huset, siden det åbnede.
  • Huset har ca. 150 familier boende om året.
  • Det gennemsnitlige ophold er på 32 dage

Karen kan kontaktes på telefon 35 24 50 00 eller e-mail kbj@rmhus.dk.